Fluetrompet-slægten - Sarracenia spp.
Generelt
Som grundregel er fluetrompet-slægten lette at dyrke, fanger et utal af byttedyr og har smukke blomster.
Planterne er først gang blevet beskrevet som
fangende insekter i de trompet-formede blade i 1793, uden at der blev
troet at planten kunne have gavn af dette. Darwin mente sidenhen at de
var kødædende, men undersøgte dem ikke og først i 1887 bevidste Dr.
Joseph H. Mellichamp at fluetrompet-slægten var 'kødædende'.
Der er aktuelt karakteriseret 8 arter, der alle vokser i den sydøstlige del af USA. Én af arterne findes dog udbredt helt op til Canada (S. purpurea). En del af arterne/underarterne er i kraftig tilbagegang og det er blevet anslået at der i det sydøstlige USA er mindre end 5% af den oprindelige bevoksning af fluetrompet-planter tilbage aktuelt.
Klimaet på de sydøstlige kystnære sletter, hvor hovedparten af planterne lever, er varmt-tempereret med regn året rundt, varme og fugtige somre og kolde vintre ofte med rimfrost om natten (af og til kortere perioder med frost og sjældnere let snefald).
Planterne findes enkeltvist eller i kolonier på åbne, permanent våde, græs-savanner, sumpe og lignende våde områder. Jorden er sandet tørv ofte opstået fra sphagnum-mos. Der kan være spredte nåletræer eller andre træer på områderne, men planterne vil foretrække de mest solrige steder og undgå skygge. Områderne var tidligere ofte udsat for lyn-nedslag (og senere også menneskeskabt afbrænding) med deraf følgende steppebrande. Dette holdt områderne åbne og græsdækkede, hvilket gjordt at planterne trivedes på disse jorde.
Den langt største trussel mod fluetrompet-slægtens arter er en vidt udbredt ødelæggelse af deres habitater. De mest sjældne arter er godt beskyttet mod ødelæggelse af habiteter, men arterne er dog stadig under svært pres pga. menneskers indsamling af disse. Indsamling har allerede fjernet nogle områders truede fluetrompet-planter og en ny trussel, indsamlingen af planter til industriel dyrkning, er kommet til. Én af arterne, S. leucophylla, vil pga. dette nok rykke tættere på uddøen.
Fluetrompet-arternes vækstsæson strækker sig typisk fra april til september/oktober, men planterne har brug for alle 4 årstider. Hvis planterne får sæson-svingningerne vil de sædvanligvis også blomstre hvert forår. Forløbet er således:
Blomster
Vækstsæsonen starter efter vinterdvalen. De fleste planter starter sæsonen med at blomstre og hver vækstpunkt sætter en blomst på en 30-90 cm høj blomsterstilk. De første trompeter kommer til syne fra rodstængelen kort efter at blomsterknoppen er dannet, men planten blomstrer færdigt før trompeterne åbner.
Blomsterne er mellem 3-10 cm i diameter og hænger vendt på hovedet ned fra stilken. De 5 kronblade hænger fra blomsten og 4 ud af de 8 arter har gule kronblade (de andre har forskellige rødlige nuancer). Blomsterne holder i 1-2 uger, hvor de kan bestøves og bestøves primært af bier.
Blomsterne er meget snedigt opbygget for at undgå selv-bestøvning. De bestøvende insekter kan kun komme hen til nektaren ved at kravle over de fem støvfangere mellem kronbladene, således at forrige plantes pollen kan afgives. Når de først er indenfor blomsten bliver de af støvknapperne overdrysset med gul pollen og for derefter at komme ud, kravler de gennem kronbladene og undgår dermed kontakt med støvfangeren og selv-bestøvningen undgås.
Hver art blomstrer på hver sit tidpunkt mellem sidst i februar til maj. Dette udelukker ofte kryds-bestøvning mellem to arter af fluetrompeter, der vokser sammen, men det sker dog alligevel hyppigt i naturen, at to arter blomstrer samtidigt. Dette resulterer i en myriade af hybrider (se også under fluetrompet-hybrider).
Næsten alle arters blomster er lugtende - enten stærk, mild, sødlig eller muggen. Når kronbladene falder af forbliver dækbladene, frugtknuden og grifflen siddende tilbage sommeren over til frødannelsen er færdig om efteråret. Efter at kronbladene er faldet af åbnes trompeterne.
Trompeter
Trompeterne dannes fra foråret til sidst på sommeren eller tidligt efterår. Nogle arter danner trompeter kontinuerligt gennem hele vækstsæsonen, mens andre skyder trompeter i perioder: forår, tidlig sommer og sen sommer. Hver individuel trompet er på sit højeste i en periode mellem nogle uger til et par måneder. Efter dette begynder de at visne og er da ofte fyldt med insekter. Efter efterårets jævndøgn stopper de fleste arter at producere trompeter.
Sommertemperaturerne som er tålelige for typiske fluetrompet-arter er op til maksimalt ca. 35 grader om sommeren. S. p. ssp. purpurea skal have koldt-tempereret klima for at vokse godt. Dette findes fx. udendørs i Danmark.
Phyllodier
Et par af arterne skyder om efteråret nogle
blade, der ikke er trompet-formede. Bladene er korte og kan ofte holde
vinteren over.
Hvile
Planterne har i naturen en vinter-hvileperiode på 3-4 måneder og bør også i opdræt stå koldt og lyst over vinteren. Især skal S. oreophila, S. rubra ssp. jonesii og S. purpurea ssp. purpurea have det godt koldt om vinteren, evt. helt ned til frostgrader og arten S. p. ssp. purpurea (og måske S. flava) kan holdes udendørs i Danmark og tåler hård frost. Andre arter fx. S. p. ssp. venosa kan forsøges overdækket om vinteren, hvis de vokser udenfor. Det er dog langt fra en hovedregel at fluetrompet-arterne kan klare frostgrader, bortset helt kortvarigt.
Normalt bliver trompeterne brune og visner ved de lave vinter-temperaturer, men nogle arter bibeholder nogle af trompeterne for dog at skille sig af med dem hurtigt, når forårets vækst begynder (fx. S. purpurea) eller kan fortsætte uændret vækst vinteren igennem, hvis vintrene ikke er så kolde (S. flava).
Trompeterne kan klippes af når de er fuldstændig visne - klip aldrig ind i en levende trompet.
Frø
Planterne sætter oftest frø om efteråret, hvor frøkapslen bliver brun og sprækker. Frøene begynder at spire i sen-vinteren og foråret, når vejret bliver varmere. Ved afslutningen af første vækst-sæson vil trompeterne være 3-5 cm lange og efter 5-8 år er planten fuldvoksen. Over årene vil der blive dannet en tyk, forgrenet underjordisk rodstængel, fra hvilken der udgår en del vækstpunkter (der hver repræsenterer en plante overjordisk).
Trompeternes lokke mekanisme er overordnet dels lokkende med nektar og dels med farver. Det er antaget at nektarens indholdsstoffer bidrager til at fange byttedyrene fx. er et stof kaldt 'coniin' blevet isoleret fra S. flava. Dette narkotiske stof kan paralyserer og i sidste ende dræbe insekter, der drikker nok af det. Foruden for den mest almindelige fælde, den lodrette fald-trompet, findes der også den vandrette ruse-trompet (S. psittacina) eller druknings-trompeten (S. purpurea). I de typisk trompeter vil byttedyrene fanges i bunden og nedbrydes af syrer og fordøjelsesenzymer (jo flere dyr der bliver fanget, desto mere secerneres der fra bladenes bund). Desuden vil mikroorganismer også til dels bidrage til nedbrydningen. Insekternes bløddele nedbrydes langsomt og planten optager nærings-suppen, hvorfra den får nitrogen, kalium, phosphor og andre sporstoffer, som mangler i plantens jord. Undersøgelser har vist at mineraler er meget bestemmende for planternes evne til at blomstre og få frø.
Jord:
Der findes utallige opskrifter på, hvad der er den optimale jord. Nedenfor er nogle af blandingerne - hvilke der ER de optimale må stå i det uvisse...
Man kan bruge levende sphagnum-mos (skulle efter signe være det optimale), men som standartjord kan sagtens bruges fin ugødet sphagnum(-tørv). Til den kan der evt. blandes noget kalkfrit grus (i forholdet 3:1) eller kaltfrit sand (i forholdet 1:1 og for S. psittacina 5:1) og desuden er det gavnligt at tilsætte lidt levende sphagnum-mos. Jorden bør kun være svagt sur.
Alternativt kan der bruges 'perlite' (hvidt mineralprodukt) blandet med sphagnum 1:1, med sand 1:1 eller med sand og sphagnum i forholdet 2:1:1 eller 1:1:2.
Potterne bør være af plastik eller glaseret keramik. Små planter kan nøjes med 10 cm potter, voksne bør være i 15-20 cm potter. Nemmest er det at bruge potter med underskål.
Omplantning:
Omplant kun om foråret ca. hver 2.(-5.) år, når potterne bliver for små for planterne. Det er strengt forbudt at omplante om vinteren!
Vand:
Jorden skal holdes godt fugtig året rundt, da planterne er følsomme overfor udtørring. De bør dog ikke stå i vand i længere tid (bortset fra S. psittacina, der bedst stilles permanent i ca. 1 cm vand (den behøver ikke at blive oversvømmet for at vokse godt)).
Lys:
Så meget lys som muligt både indendørs og udendørs (dog kan det i drivhuse være nødvendigt med svag skygge i middagssolen). Planterne har brug for lys for at få farvning af bladene - jo mere lys, desto mere farve.
Specielt arter med oprejste trompet er meget lyskrævende. Planterne vokser bedst udenfor og ikke så godt indenfor og især ikke i terrarier. Arter ordnet efter tiltagende krav til lys: S. purpurea, S. psittacina, S. rubra, S. minor, S. flava, S. oreophila, S. alata og endelige har S. leucophylla brug for mest lys. Dette følger fint regelen om at jo lavere planterne er desto bedre er de tilvænnet til mindre lys fx. pga. ovenliggende vegetation. Frøplanter af de fleste arter kan dog også vokse fint uden så meget lys.
Hvis trompeterne er slatne og vælter/knækker får de ikke nok lys (trompeterne skal kunne holde deres egen vægt).
Fodring:
Udendørs er det kun sjældent nødvendigt, da planterne er ret grådige. Indendørs kan der fodres med tørrede eller levende insekter.
Sygdomme og skadedyr
Frøene kan angribes af svamp og de voksne planter angribes typisk af bladlus og skjoldlus.
Bestøvning:
Hvis man ikke skal sætte sin lid til tilfældig bestøvning af blomsterne kan dette gøres selv. Støvknapperne frigiver, hvis de er modne, gul pollen. Dette kan opsamles med en fin pensel og duppes på støvdragerne, som er små forhøjede hager, der sidder på indersiden af griflens hjørner. Støvdragerne er modne i typisk 7-10 dage og pollenen skal anbringes på dem et par gange for at få det optimale resultat. Pollen kan godt opbevares i køleskab i noget aluminiumsfolie i nogle uger, hvis det skal bruges til at bestøve blomster fra arter, der blomstrer senere.
Frø:
De rødbrune frø opsamles om efteråret og der kan være flere hundrede. Frøene er på størrelse med et stort knappenålshoved og opbevares bedst i nogle måneder tørt og koldt (3-7 grader) fx. indtil forårets komme i februar. Derefter sås de spredt på jorden (skal ikke begraves). Frøene skal derefter holdes fugtigt og koldt i nogle uger for at spire derefter (kan evt. opbevares i køleskab i 4-6 uger). Efter forberedelsen sættes frøene i varmere omgivelser og delvist sol, hvor frøene så begynder at spire.
Deling af vækstpunkter:
De fleste fluetrompet-arter danner år efter år nye vækstpunkter. Nogle arter som fx. S. rubra udvikler i løbet af få år over 50 vækstpunkter, mens andre som S. purpurea og S. psittacina kun meget langsomt danner nye vækstpunkter. Planternes vækstpunkter kan let deles ved omplantning (vækstpunkterne skal dog have dannet egne rødder, før de kan fraspaltes), hvor de plantes vandret overfladisk i jorden.
Man kan anspore planters gamle rodstængeler til at danne nogle nye vækstpunkter. Dette kan gøres ved at blotlægge noget rodstængel og skære den halvt igennem. Dette kan gøres mange steder og nye vækstpunkter vil typisk komme langs disse snit. Efter ca. 1 år kan disse vækstpunkter fraspaltes.
Hvis der er antræk til blomsterdannelse i nye planter, klippes disse af, da blomstring udmatter planterne.
Rodstængel-stiklinger:
Under omplantning kan der også skæres 5 cm lange stiklinger af plantens rodstængel, selvom der ikke er vækstpunkter. Disse kommes vandret og overfladisk i jorden ved stuetemperatur. En sund rodstængel er hvid som en kartoffel og brune, ældre dele kan skæres fra.
Planternes arts- og underarts-inddeling er stadig omdiskuteret, men følgende vil være den mest gængse inddeling.
S. purpureas underart venosa var den første plante fra denne art der blev beskrevet, hvorfor hele arten blev opkaldt S. purpurea ('den purpur-farvede fluetrompet'). Planten er, næst efter Venus Fluefanger, den mest udbredte kødædende plante-art og de solgte varianter er meget nemme at holde. Planterne kan blive 20-30 år gamle.
Planterne findes i Nordamerika fra Georgia til Mississippi og langs Atlanterhavskysten fra Labrador (Quebec, Candada) til Florida. S. purpurea er den eneste art af fluetrompeter, der findes nord for Virginia.
Arten forefindes i to underarter (subspecies, ssp):
S. p. ssp. purpurea er blevet udsat og vokser vildt flere steder i Europa (i Danmark bla. på Sjælland).
Planterne vokser på sumpede områder oftest på sur sphagnum (i basisk mergel-vådområder ses planter, der er mere skrøbelig af udseende).
Klimaet er på de sydøstlige kystnære sletter er varmt-tempereret med regn året rundt, varme og fugtige somre og kolde vintre ofte med rimfrost om natten (af og til kortere perioder med frost og sjældnere let snefald). De nordlige områder (S. p. ssp. purpurea) derimod oplever ekstremt kolde vintre ofte med meget sne.
Bladene er vokset sammen i trompet-formede rør og udgår i rosetter fra den vandretvoksende rodstængel (af og til kan der, især ved dyrkning i skygge, dannes blade uden rør (phyllodier)).
Bladene ligger mere eller mindre ned langs jorden i den nedre del, mens den ydre del er opstigende. Bladene kan blive op til 45 cm lange (typisk 10-20 cm) og hele planten er ligeledes ofte 10-20 cm høj. Rørene smalner til mod basis, er mere vide og noget oppustede ovenfor midten og lidt indsnørede øverst ved åbningen. fluetrompet-arternes karakteristiske låg er i denne art lodret-stillet og i forlængelse af trompeten. Låg-delen er ofte noget bølget og trompeten er dermed åben opadtil, hvilket tillader at regnvandet samles i trompeten (modsat andre fluetrompet-arter).
Efter inderfladens funktion i fangsten kan
bladenes rørdel opdeles i to zoner: øverste zone (inkl. låget) med
lange, strittende, nedadrettede hår. Insekter, der griber fat i disse,
vil ofte glider ned af dem, fordi de er våde af nektar. Dermed falder
de ned i den nedre zone, der består af fordøjelses-brønden, der er
fyldt med regnvand. Dér drukner de og fordøjes langsomt i en suppe af
bakterier og nogle svage enzymer.
Man
kan adskille underarterne ved kendetegnene således:
Anthocyanin giver planterne det røde pigment og mangler i to former af arten: S. p. ssp. p. f. heterophylla og formen S. p. ssp. v. f. burkii luteola
Midt mellem bladbaserne fremkommer blomsterstilken, der bærer en stor blomst med interessante bygningstræk og stærk duft.
Blomstring normalt i forsommeren (i Danmark), mens blomstrings-sæsonen i naturen er fra marts sydligst til først i august nordligst.
Farverne kan svinge fra lyserøde, over røde (hyppigst) til rødviolette og bronzefarvede. Særligt specielle er S. p. ssp. p. f. heterophylla, der har gulliggrønne blomster og S. p. ssp. v. var. burkii der har karakteristiske lysrøde kronblade (evt. hvid-spraglet) og bleg grønlig-hvid griffel.
Planten er ret let dyrkelig og er efter S. purpurea den mest populære fluetrompet. Selvom nogle af varianterne ikke er særligt farverige overskygger arten med dens prægtige blomster alle andre arter af fluetrompet-slægten. Disse blomster har (oftest) kraftigt gule kronblade, hvilket har givet planten sit navn ('den gule fluetrompet').
I naturen vokser den langs USAs sydøst-kyst fra Alabama og Florida op til et par steder i Virginia, hvor den næsten er udryddet. Planten er blevet indført til Pennsylvania med nogen succes.
Sarracenia flavas variant S. f. var. rubricorpora kommer fra Florida-halvøen, mens de andre varianter typisk findes i Carolina-staterne og evt. i de andre udbredelsesområder.
Planterne vokser på sumpede steder, ofte sammen med Sphagnum-mos. De tåler frost og er ret hårdføre. Planterne er oftest truet af habitat-ødelæggelse.
Planten har store, flotte, smalle, oprejste trompeter, som kan blive mellem ½-1 meter høje. De udgår fra den vandret voksende rodstængel og er smallest ved basis og videst ved åbningen. Åbningen er let udbuende med en ret bred læbe. Fra åbningen udgår en ret smal hals, hvorpå der sidder et næsten vandret låg. Dette dækker over åbningen med en vis afstand, holder (modsat S. purpureas låg) al regnvand ude og tjener som landingsplads for flyvende insekter.
Kravlende insekter følger nektar-spor op langs trompeten, især langs den lille sammenføjningskam på tropetens forside. Forskellige farve-tegninger på trompeterne fører insekterne op mod åbningen og insekterne er tilsyneladende godt lakkede til af nektaren når de når til åbningens kant eller under låget, hvor det er meget svært at få fodfæste. Byttet falder ned i trompeten og vingeslag kan medføre til undertryk, som suger insekterne længere ned. Indersiden af trompeten er så spejlglat at insekterne sjældent få fodfæste igen og komme op. Længere nede i trompeten findes der så nedad-rettede stive hår, som får byttet yderligere ned. Trompetens nederste del udskiller fordøjelsesenzymer og væskeniveauet rejser sig gradvist jo flere byttedyr der er blevet fanget. De første byttedyr vil typisk drukne i fordøjelsesenzymerne, som opløser dem bortset fra exoskelettet, som bliver tilbage i trompeten. Planterne fanger så store mængder af byttedyr at trompeterne kan vælte pga. vægten. Typisk er byttedyrene fluer, myrer, hveps, biller og natsommerfugle.
De bedste trompeter laves om foråret og sommeren, selvom nogle varianter fortsætter trompet-væksten til tidligt efterår. Sidst på sommeren skyder planten de korte phyllodier (sekundære blade), der ligner flade iris-blade. Disse kan blive på planten vinteren over, længe efter at trompeterne er visnede (indendørs dannes der som regel ikke phyllodier om efteråret).
Der findes en del naturligt forekommende varianter (ud over de fremavlede), som hovedsageligt adskiller sig fra hinanden på trompeternes pigmentering. Navngivningen (taxonomien) for disse planter har været meget rodet og inkonsekvent gennem en årrække. Den nedenstående opdeling i 7 varianter er den nyeste og vist nok gældende:
Ikke
alle S. flava-planter hører til én af kategorierne fx. hvis de er
krydninger mellem varianterne.
En lidt ældre opdeling er opdeling i 'Typical' (typisk: var. rugelli), 'Veined' (kartegnet: var. flava og var. ornata), 'Coppertop' (kobber-top: var. cuprea), 'All Green' (helt grøn: var. maxima), 'Red Tube' (rød trompet: var. rubricorpora) og 'All Red' (helt rød: var. atropurpurea).
Blomstrer ofte som en af de første fluetrompet-arter (i naturen somme tider allerede sent i februar i de sydligste egne af udbredelsen). Blomstringen falder i Danmark om forsommeren.
Blomsterstilken kommer frem mellem trompeterne og bliver lige så høj eller lidt højere end trompeterne. Stilken bærer én stor lang og slank blomst med lange, hængende, oftest kraftigt gule kronblade (kan være gulgrøn eller cremefarvet).
Planterne er opkaldt efter deres blomsters farve (rød = rubra).
Opdelingen af arten til underarter er noget omdiskuteret, men nedenfor er den gængse opdeling i 5 underarter og 2 alternative opdelinger (i 2-3 underarter med fraspaltning af 1-2 nye arter):
| Gængs inddeling | Alternativ inddeling 1 | Alternativ inddeling 2 |
| S. rubra ssp. rubra | S. rubra ssp. rubra | S. rubra ssp. rubra |
| S. rubra ssp. jonesii | S. jonesii | S. jonesii |
| S. rubra ssp. gulfensis | S. rubra ssp. gulfensis | S. rubra ssp. gulfensis |
| S. rubra ssp. alabamensis | S. alabamensis ssp. alabamensis | S. alabamensis |
| S. rubra ssp. wherryi | S. alabamensis ssp. wherryi | S. rubra ssp. wherryi |
S. rubra ssp. rubra findes ofte fundet sammen med Venus Fluefanger og S. rubra ssp. wherryi findes typisk sammen med S. leucophylla.
Generelt har planterne trompeter, der vokser i klynger og er en af de mindste af fluetrompet-slægten. Rodstængelen deler sig ofte op i en række vækstpunkter dannes der en masse planter med hver deres trompeter og blomster.
Trompeterne dannes i to former: forårets trompeter, der er mindre og noget slappe og ligner hinanden på tværs af underarterne og sommerens trompeter der derimod er mere oprejste, robuste og kraftigt kartegnet med fine røde kar.
Fældens fangst-mekanisme er ligesom de fleste andre stående trompeter en lokning af byttedyr mod indgangen med en blanding af nektar og farvetegning, hvorefter byttedyret falder ned i den ranglede, smalle trompet, hvor de bliver fordøjede.
Planterne kendetegnes og opkaldt af deres små, kraftigt røde til mørkerøde blomster. Blomsterne er duftende i forskellig udstrækning med dufte mindende om rosen-duft eller kirsebær-duft.
Blomstring om foråret. Hver vækstpunkt har en blomst og med planternes mange vækstpunkter kan blomstringen blive et meget flot skue.
Bliver af mange betragtet som den flotteste indenfor fluetrompet-slægten. Planterne er opkaldt efter den hvide top-farve ('hvid-bladede')
Planterne vokser i det sydvestlige Georgia til det sydligste Mississippi. Er hyppigst på Florida-halvøen og i det sydligste Alabama.
Trompeterne
er oprejste og bliver op til 90 cm høje. Trompeternes nedre del er
grønne, mens deres øvre del inkl. indgang og låg er rent hvide med et
tæt kartegnings-netværk. Låget er behåret og kruset.
Planterne er meget variable med nogle populationer med ret grov kartegning, mens andre har meget tynd og fin kartegning. Farveforskelle strækker sig fra grønne til mørke-bourgogne-farvet.
Planten skyder 2 typisk sæt trompeter: forårets trompeter, som er tyndere og sommerens trompeter, som er mere robuste. Sommerens trompeter kommer til syne i sensommeren og tidlige efterår og er fungerende til den første frost. Desuden skyder planterne i forsommeren et par phyllodier.
De hvide trompeter er insekternes foretrukne trompeter og fyldes ofte meget hurtigere op til kanten end andre fluetrompet-arter.
Blomsterne er store og røde (én speciel form, 'Schnell's Ghost', mangler det rød-farvende gen, hvorfor blomsterne er gule).
Modsat de andre planter i fluetrompet-slægten ser det ud til at denne art har mere til fælles med Darlingtonia-slægten end med typiske fluetrompet-arter. Planten er opkaldt efter trompeternes krogede form - papegøje er på latin 'psittacus'.
Planterne findes på de kystnære sletter gennem hele det sydlige Georgia, Florida og vest ind i det sydlige Louisiana og Mississippi.
Vokser på meget fugtige og lavtliggende områder i sumpede savanner på nærringsfattig jord. Områderne bliver ofte oversvømmet ved regnskyl.
Trompeterne er liggende langs jorden i roset-form og bliver typisk 12-20 cm lange (specielle varianter i Mississippi og Okefenokee-sumpen kan blive over 30 cm lange). Trompeterne har en lang, bølget kam besat med nektar. Denne ender ved den lille cirkulære indgangen, som er formet som en tragt, hvis mindste diameter er ca. 5 mm. Indgangen fører ind i en hul, oppustet hætte og er inden i hætten omgivet af en krave, så fælden ligner i opbygningen en ruse. Hætten ender i en spids opad og nedad fører ind i selve trompetens rør. På bagsiden af hætten og på den øverste del af den smalle trompet er der mange gennemskinnelige vinduer (lignende dem hos S. minor og Darlingtonia). Endelig er indersiden af trompeten besat af talrige ekstra-lange, nåle-agtige hår, som peger ind mod trompetens basis. Trompeterne bibeholdes hele vinteren over.
Byttedyr, der kommer ind i hætten, vil kun meget sjældent kunne finde ud igen pga. den foldede indgang. Lyset, der skinner ind i trompeten, lokker yderligere og til sidst bliver byttedyrene desuden hindret i at vende om af hårene inde i selve trompeten. Dermed ender det oftest ved fordøjelses-enzymerne i trompeternes basis.
Når planterne bliver oversvømmede kan de fange store mængder haletudser, myggelarver, dafnier og andre vandlevende dyr. Når vandet fortager sig igen fortsætter planten sin fangst af myrer, snegle og andre kravlende dyr.
Planterne er variable i naturen, hovedsagelig i farve og bladstørrelse. De typiske blade er grønne mod trompetens basis og hvide med rød-brunlig nettegning ved åbningen. Der findes dog andre varianter fx. store trompeter som fortrinsvis er røde og hvide, og som i andre fluetrompet-arter findes der også en fuldstændig grøn form.
Blomsterne er røde og har en mild, sød lugt. Planten blomsterer i forsommeren.
Planten er vidt udbredt på de kystnære sletter fra det sydøstlige North Carolina til det nordlige Florida (er den mest sydligt voksende af fluetrompet-slægtens arter)
Trompeterne er oprejste og bliver op til 30 cm høje (med få undtagelser). De er glatte med en bred sammenføjningskam forrest. Låget former et kuppelformet udhæng over åbningen. På den øverste del af trompetens bagside er der mange gennemskinnelige lyse vinduer. Trompeterne er generelt grønne med en kobberfarvet rødlig farvning langs den øvre del, hvis de vokser i fuld sol.
Fangst af byttedyr er speciel: insekterne ledes af nektar-spor til åbningen, men når de kommer til åbningen er de i et ret mørkt område pga. den overhængende kuppel. Byttedyrene bliver ansporet til at kravle eller flyve længere ind i trompeten, hvor der er meget lysere pga. sollyset, der kan trænge ind gennem de gennemskinnelige vinduer. Kravlende insekter mister på indersiden af kuplen fodfæste, fordi overfladen er glat og voksagtig, mens flyvende insekter ramler ind i vinduerne. Som resultat af dette vil byttedyrene falde hjælpløse ned i den smalle trompet ind i fordøjelsesenzym-suppen.
Planterne varierer kun en smule indbyrdes ved at nogle arter har tyndere og stivere trompeter, mens andre har tykkere og blødere trompeter. En undtagelse er en variant fra Okefenokee-sumpene i Georgia, hvor de ofte vokser i store måtter på flydende sphagnum-mos og planterne bliver op til 90-120 cm høje (i opdræt bliver de 'kun' 75-90 cm høje).
I naturen tiltrækker planterne hovedsagelig myrer, selvom den selvfølgelig også fanger en masse andre byttedyr.
Blomsterne er mellemstore og smør-gule. Modsat andre arter i fluetrompet-slægten åbner denne art om foråret ofte blomsterne samtidigt med at de første trompeter åbner sig.
Planterne findes aktuelt kun på omkring 23 lokaliteter i det nordøstlige Alabama og i området hvor North Carolina, South Carolina og Georgia støder op mod hinanden. Planten er udryddet i Tennessee og er dermed én af de mange arter/underarter af fluetrompet-slægten, der er udrydningstruede.
Planterne vokser i bjerg-egne og er derfor hårdfør overfor kulde (sne er relativt hyppigt forekommende) og kan kortere perioder med temperaturer ned til frysepunktet.
Trompeterne ligner en smule trompeterne hos S. flava bortset fra den mere vidt åbne åbningen, hals-stykket er bredere og det i nogen grad kuppelformede låg. Trompeterne bliver op til 60 cm høje og er typisk grønne med let rødlig kartegning, men dette varierer noget (især i Alabama er farverne/tegningen kraftig)
Trompeterne dannes (sædvanen tro i fluetrompet-slægten) om foråret og forsommeren. Omkring midsommer bliver deres naturlige habitater ofte tørrere og trompeterne visner og udskiftes med stærkt krummede phyllodier. Dette ses også selvom planten holdes meget våd i opdræt.
Blomsterne er gule.
Planterne findes i områder fra det sydligste Alabama, langs Golf-kysten ind i det østlige Texas.
Plantens trompeter er oprejste og bliver op til 75 cm høje. Trompeterne er oftest grønne med kraftig rødlig kartegning. Det tilspidsede låg er ikke ligså flagrende som hos S. flava, men er fæstnet tættere på trompeten og lågets hals er bredere (lignende S. r. ssp rubra).
Der findes stor variationsbredde inden for denne art med de mest farverige varianter længst vestligst i udbredelsesområdet.
Mod øst har nogle af varianterne lavstammede trompeter, som er dækket med bløde, krøllede hår. Mod vest findes varianter hvor trompeternes øverste del ofte en rødlig bronzefarve (i Mississippi) og andre har så kraftigt mørkerød farvning af indgang og undersiden, at de næsten bliver sort ('Nigra purpurea'-formen i Texas).
Blomsterne er bleggule til hvide.
Alle fluetrompet-arter kan danne hybrider indbyrdes og hybriderne kan desuden også formere sig. Omkring 1900-tallets begyndelse blev flere af hybriderne beskrevet og regnet for selvstændige arter.
Hybriderne vil vanlig vis være en mellemting mellem 'forældre'-planterne, både mhp. opbygning, tegning og vækst-krav. Hybriderne findes både i opdræt og normalt vildt i naturen - arterne blandes mere end i dyreriget. De naturlige hybrider dannes ved krydsbestøvning af arter, der lever i det samme område/habitat og findes derfor især for arterne S. alata, S. flava, S. leucophylla, S. minor, S. psittacina og S. purpurea. (se desuden under 'Blomster' i Vækstforhold og årstider).
Hybridernes navne kendetegnes ved 'x'-tegnet, som sættes mellem slægtsnavnet (Sarracenia) og det latinske artsnavn, som mange af de mere simple krydsninger har fået tildelt gennem ICPS (International Carnivorous Plant Society). Flere af hybriderne har fået autoriserede navne og nedenstående findes et lille uddrag af dette:
|
'Forældre'-planter |
Latinsk navn |
|
| S. alata | x S. flava | --- |
| x S. leucophylla | =S. x areolata | |
| x S. minor | --- | |
| x S. psittacina | --- | |
| x S. purpurea | =S. x exornata | |
| x S. rubra | =S. x ahlesii | |
| S. flava | x S. leucophylla | =S. x moorei |
| x S. minor | =S. x harperi | |
| x S. psittacina | --- | |
| x S. purpurea | =S. x catesbaei | |
| x S. rubra | =S. x popei | |
| S. leucophylla | x S. minor | =S. x excellens |
| x S. psittacina | =S. x wrigleyana | |
| x S. purpurea | =S. x mitchelliana | |
| x S. rubra | =S. x readii | |
| S. minor | x S. psittacina | =S. x formosa |
| x S. purpurea | =S. x swaniana | |
| x S. rubra | =S. x rehderi | |
| S. psittacina | x S. purpurea | =S. x courtii |
| x S. rubra | =S. x gilpinii | |
| S. purpurea | x S. rubra | =S. x chelsonii |
Selvfølgelig findes der hybrider mellem hybrider fx. S. x schoenbrunnensis, som er en hybrid af (Sarracenia purpurea x S. psittacina) x ((S. flava x S. minor) x S. purpurea), og disse hybrider har til dels også autoriserede navne. Der findes selvfølgelig også hybrider af hybrider, der ikke har fået autoriserede navne og disse bliver så opkaldt med det lange krydsningsnavn, hvor alle 'forældrene' indgår. Der findes derfor mange tusinde forskellige hybrider og et sted, hvor man kan få en snært af omfanget er på http://www2.labs.agilent.com/bot/cp_home.
